You are currently viewing Mulighederne var der mod topholdet, men overraskelsen udeblev!

Mulighederne var der mod topholdet, men overraskelsen udeblev!

Lollands Bank Arena lagde lørdag eftermiddag scene til det, der på forhånd lignede sæsonens hidtil største prøvelse. For selvom TSØ kom ind til opgøret med frisk selvtillid efter endelig at have jaget Jyllands-forbandelsen væk i Give, ventede et fysisk Skive-mandskab, der havde vundet otte kampe i streg og var klar til at løbe os ned fra første fløjt. Stemningen i hallen var tændt – på den der måde, hvor man kan mærke, at begge hold godt ved, at små marginaler kan betyde store ting i tabellen.

TSØ kom ind til kampen med tro på tingene og en hjemmebane, der hidtil har været urokkelig. Skive kom med alt det, man helst ikke vil møde: bredde, tempo og en trup, der ligner et oplagt bud på et hold, der banker hårdt på liga-døren. Alt var derfor lagt op til en duel, hvor fysik, løb og mental styrke ville blive afgørende – og hvor publikum igen spillede deres rolle som ekstra mand med en lydmur, der kunne mærkes helt ned på halgulvet.

Skive bedst fra start

Team Sydhavsøerne startede i en opstilling med Frederik Horn for at udnytte hans store styrke i duellerne mod Skives tunge forsvar. Der blev spillet med den nødvendige fart og aggressivitet fra start, men alt for ofte kom bolden bare ikke det sidste stykke ind i kassen. Stolpe, overligger og en stærkt spillende Atal Lakanval stod i vejen, og det gjorde det svært at holde trit.

I den anden ende havde August sværere ved at få fat i redninger, men kvaliteten af Skives afslutninger – særligt fra Jens Dolberg – var også høj. Frederik Horn stod for TSØ’s første scoring med udligningen til 1-1, men måtte desværre kort efter udgå efter et vrid i foden. Det ændrede gameplanen, og TSØ skulle bruge lidt tid på at omstille sig.

Gæsterne lagde i denne periode afstand og gik i front med fire mål. Føringen holdt frem til fem minutter før pausen, hvor en udvisning til Skive kombineret med en stærk periode fra Sebastian, der havde afløst August i målet, fik TSØ tilbage i opgøret. Der var endda mulighed for at gå til pause kun bagud med ét mål, men chancen blev ikke udnyttet, og pausetillingen lød 14-16.

Rødt kort til Pætur

TSØ tog den gode afslutning på første halvleg med over i starten af anden. De første minutter blev afviklet fornuftigt, men efter 33 minutter ramte hjemmeholdet en skidt periode med manglende afslutningskvalitet og flere tekniske fejl. Mod et så stærkt kontra- og forsvarshold som Skive bliver det dyrt. TSØ tabte perioden 1-5 og stod pludselig i en vanskelig situation ved 17-22.

Bakken blev endnu stejlere, da Pætur Mikkjalsson med 20 minutter igen modtog sin tredje 2-minutters udvisning og dermed rødt kort. Flere udvisninger til begge hold i den efterfølgende periode gjorde det svært for nogen af mandskaberne at få rigtigt momentum.

Lige ved og næsten

Begge hold forsøgte sig med 7 mod 6, og da Skive med 10 minutter igen scorede tre gange i træk til 22-28, lignede kampen at være afgjort. Men TSØ nægtede at give op. Håndbremsen blev sluppet angrebsmæssigt, der blev afsluttet mere modigt udefra, og Lollands Bank Arena vågnede for alvor op.

TSØ fik fat defensivt og satte en stærk periode sammen med fire mål i træk, så afstanden pludselig kun var to mål med tre og et halvt minut igen. Muligheden for at reducere til blot ét mål opstod også, da Dines blev spillet fri efter et kryds, men afslutningen manglede kvalitet. Det blev symptomatisk for TSØ’s præstation: solid, arbejdsom og til tider virkelig flot – men uden den nødvendige skarphed i de afgørende momenter.

Kampen blev tabt 28-32. Når man møder et hold, der kun har tabt én kamp hele sæsonen, er der ikke plads til de tekniske fejl, der ellers ikke har været et tema i år. Men TSØ viste, at holdet kan udfordre topholdene – nu skal læringen bruges i næste runde, hvor endnu et tophold venter i Århus.

Man of the Match blev Dines Kjeldgaard, kåret af Iben Krog og Venstre Lolland. 

Målscorere for Team Sydhavsøerne:

  • Dines Kjeldsgaard – 7
  • Pauli Mittún – 4
  • Kristian Lund Vukman – 4
  • Oskar Hare – 4
  • Frederik Kiszka – 3
  • Kasper Manfeldt – 2
  • Pætur Mikkjalsson – 2
  • Frederik Horn – 1

Stillinger undervejs:

10 min: 4–6
20 min: 9–12
30 min: 14–16
40 min: 19–24
50 min: 22–28
60 min: 28–32