Det så ellers ganske fornuftigt ud op mod pausen, hvor TSØ oftest var i spidsen med en enkelt pind. En stærk defensiv base foran en udmærket spillende Oliver Larsen var 1. halvlegs klare lyspunkt. Værterne hang dog hele tiden på og kunne kort før pausen udligne til 13-13. Et godt billede på en meget lige halvleg. TSØ’s betingelser var blevet en anelse besværliggjort af at eneste udtagne venstre fløj, Lasse Højgaard, måtte udgå i 1. halvleg, hvorfor Lasse Cieslak vikariede herefter.
En kaotisk og defensivt skidt start på kampens sidste 30 minutter sendte hurtigt Skive fH i spidsen med 3-4 mål. Som det var tilfældet for to uger siden i Tønder, var det altså ryggen mod muren at vi gik ind i kampens afgørende fase. Uafgjort blev nået ved 27-27 – ved netop Lasse Cieslak – men marginalerne var i den grad med Skive helt til sidst. Bolden var ellers på vores hænder i kampens sidste angreb ved stillingen 29-28 og trods en Skive-udvisning med 7 sekunder igen kom den forløsende scoring ikke, og det var en flok slukørede TSØ-spillere, der kunne gå fra banen.
Vi var altså tæt på endnu et flot comeback på en svær udebane, og selvom skuffelsen lige nu er kæmpestor, så har vi i sæsonens første tre runder vist, at Team Sydhavsøerne har i sinde at spille med hvor det er rigtig sjovt i 1. Division.
TSØ-topscorer blev Nicolaj Jørgensen med 9 (heraf 1 på straffe), efterfulgt af Niels Dahl med 5 og Lukas Eichwald og Daniel Sørensen med hver 4.