You are currently viewing Komfortabelt nederlag i Skive

Komfortabelt nederlag i Skive

Det blev til det andet TSØ-nederlag i træk, da vi her til eftermiddag gæstede Skive fH, der sejrede 31-28.

Kampen blev lagt ud i et hæsblæsende tempo, hvor vi var rigtig godt med, fik bredt spillet ud og særligt fløjene kvitterede med en række scoringer. Det gav en 6-4-føring efter godt 8 minutter spillet. Værterne fik dog langsomt bedre fat, og holdene fulgtes pænt ad til 10-10.

Her løb vi dog ind i en rigtig hård periode og hjemmeholdet nettede fem gange i træk. Via 15-10 gik de to hold til pause med en stilling, der hed 17-12 i Skives favør.

Vi fik byttet mål i starten af 2. halvleg, men fra 22-17 trak skibbonitterne igen fra, og via 26-18 nåede føringen helt op på 10 mål ved 29-19. Kampen var tabt, men et stærkt indhop af Sebastian Minor Hansen gjorde, at vi reddede noget af æren mod slutningen. Skive var klart bedst, men vigtigt for moralen ikke at blive kørt helt over på måltavlen.

Topscorer blev igen Lasse Hamann-Boeriths med 7 scoringer. Lasse Højgaard og Oskar Hare nettede 5 gange hver.

På lørdag kommer Odder på besøg i Lollands Bank ARENA. Vi håber at se en fyldt hal kl. 15.00.