You are currently viewing Ingen oprejsning mod Norddjurs

Ingen oprejsning mod Norddjurs

Team Sydhavsøerne var på langfart i dag – turen gik til Glesborg, hvor modstanderen var Norddjurs Håndbold. En modstander vi lykkedes med at slå på hjemmebane med 31-26, men også en modstander der i mellemtiden har forstærket sig.

Det var nok de færreste, der havde troet, at der inden returopgøret ville være kun et points forskel, men det er den barske virkelig for Team Sydhavsøerne.

Vigtigheden var synlig hos Team Sydhavsøerne på udtrykket, man gik ind til dagens kamp med, men desværre forplantede det sig ikke i spillet.

Norddjurs kom i et hæsblæsende tempo med 7 mod 6 i kontra og for det meste i det etablerede spil. Og selvom flere angreb trak ud og TSØ længe holdt stand, så spillede hjemmeholdet sig til 100% chancer i nærmest hver eneste angreb. Det betød igen, at målvogterne have svære betingelser og de skud de kunne rede, lykkedes de ikke med.

Scoringsintervallet lå længe på et mål i minuttet for Norddjurs og TSØ hang på til 6-4 – herefter trak hjemmeholdet fra. Intet gik TSØ´s vej. Et par udvisninger blev rigtig dyre, ligesom et forsøg på at løbe i overtal 7 mod 6 i anden fase kontra resulterede i tekniske fejl og Norddjurs scoring i tomt mål.
Ved stillingen 18-10 indkasserede Norddjurs holdets første udvisning, hvilket satte TSØ i gang. Forsvaret arbejdede hårdere og hurtigere, og i halvlegens sidste seks minutter holdte vi hjemmeholdet helt fra at score. TSØ satte bolden i mål tre gange og gik til pause indenfor rækkevidde og med momentum.

Vi fortsatte kortvarigt med at være i teten i starten af anden halvleg, men så begyndte de tekniske fejl og brændte chancer at melde sig. Norddjurds trak fra igen og bragte føringen tilbage på de otte mål, der var det højeste i første halvleg.

Drengene sled virkelig i det, og det var tydeligt for de fleste, at de også slider med det mentalt. Gang på gang blev fejl eller brændte chancer straffet med kontrascoring eller i tomt mål. Hjemmeholdets føring nåede sågar op på 10 mål, inden TSØ fik reduceret nederlaget til 8 mål – til slutstillingen 38-30.

Af lyspunkter i dag må fremhæves Alexander Nielsen, der agerede offensiv enmandshær med 10 mål.

Det er op ad bakken, men rækken af svære og afgørende kampe fortsætter. Vi må tro på, at opbakningen fra Lollands Bank ARENA kan være det, der kan vende den negative stime, når vi søndag d. 9/2 tager imod Odder, som vi ligger side om side med i bunden med 11 point.