Holdet er fast besluttet på at få visket tavlen ren
TSØ tabte desværre topopgøret mod HC Midtjylland, hvor holdet aldrig fandt den nødvendige rytme i defensiven. HCM’s 7 mod 6 gjorde ondt gennem hele kampen, og med en Emil Jensen der leverede en af sæsonens stærkeste præstationer, havde vi ikke den nødvendige kvalitet til at få 2 point i Lollands Bank ARENA. Skuffelsen er til at tage og føle på, da flere spillere ikke ramte deres normale niveau – et krav for at hente sejre i toppen af 1. division. Holdet er dog fast besluttet på at få visket tavlen ren og gå ind i ugen med fornyet energi.
Vendsyssel er svære at blive kloge på. De seneste seks kampe har kun givet én sejr – mod Give – men tidligere på sæsonen leverede de stærke præstationer mod både Tønder og TSØ. I deres seneste opgør tabte de med ét mål til Norddjurs, efter at have været bagud med seks, hvilket viser en stor moral og tro på tingene til det sidste. Sidst vi mødtes med Vendsyssel, havde TSØ en svær dag, hvor intet lykkes og hvor Vendsyssel ramte den lige i røven. Vi er derfor top motiveret for revanche, både for kampen i fredags og for sidst vi mødte Vendsyssel.
Vendsyssel stiller med en bred og kompetent trup, hvor flere spillere kan træde i karakter på dagen. Rasmus Carlsen er holdets topscorer, men også Nicolai Andersen, Magnus Rasmussen og Kjartan Johansen har markeret sig med stærke præstationer og mange mål. Særligt målmand Frederik Torp har haft en imponerende halv sæson. I seneste opgør mod TSØ leverede han hele 18 redninger, hvilket gør det nødvendigt med en koncentreret indsats på begge sider af banen.
For at sikre to point på onsdag vurderer TSØ følgende tre faktorer som afgørende:
- Stærk defensiv organisation: Holdet skal finde tilbage til den defensive stabilitet, der giver gode betingelser for kontra og lette scoringer.
- Fysisk dominans: Med næsten 500 km i benene skal Vendsyssel mærke et TSØ-hold, der sætter sig fysisk på kampen.
- Flow i angrebsspillet: Mod HCM blev spillet for ujævnt. Der skal skabes bedre betingelser for hinanden og genetableres et sammenhængende, dynamisk angrebsspil.
Vi håber at se mange i hallen på onsdag. Holdet er klar til at rejse sig, levere en stærk præstation og give publikum en god oplevelse – forhåbentlig krydret med to vigtige point på kontoen.
– Cheftræner Nicolai Worsøe
_______________________
Billetter kan både bestilles på forhånd eller købes i døren fra 1 time før kampstart – læs mere her.
_______________________
Kampsponsor: SJF Bank
Man of the Match-sponsor: LF Stillads
Boldsponsor: Arne Hansen Entreprise
Time out-sponsor: Skovridergaarden

