You are currently viewing Hårdt tilkæmpet point i sæsonpremieren

Hårdt tilkæmpet point i sæsonpremieren

Det blev en af den slags uafgjorte kampe, hvor man kan tillade sig at både grine og græde over det indtjente point. For på den ene side var Team Sydhavsøerne bedst i ca. to tredjedele af premierekampen mod Aarhus HC, på den anden side var det i sidste ende os, der skulle prise os lykkeligst over pointdelingen. 

I 1. halvleg lagde vi defensivt betonstærkt ud, og værterne havde mere end vanskeligt ved at passere den røde mur med Oliver Larsen som en sikker sidste skanse. Aarhusianerne tog timeout ved TSØ-føring 8-4 efter ca. et kvarter. TSØ holdt teten frem mod pausen, hvor føringen var på 13-10.

Tendenserne fortsatte i begyndelsen af 2. halvleg, men med omkring 20 min. tilbage af kampen blev en dyr Kristian Lund Vukman-udvisning et vendepunkt i kampen. Flere hurtige scoringer i træk gav Aarhus HC momentum, og dét tog de med sig i slutfasen. Hjemmeholdet tog timeout med 16 sek. igen og foran 26-25.

Herefter fulgte en afslutning, der gav kraftige associationer til Hans Lindbergs sejrsmål mod Makedonien ved EM i 2012. Aarhus brænder en afslutning på tværstangen, bolden ryger til indkast, som Gustav Murel får fat i, og bolden bliver sendt til Daniel Sørensen, der trods lidt fumlen med bolden får bugseret bolden forbi Jens Fredsgaard til udligning og slutresultat 26-26! Puha for en afslutning!

Hermed blev det til pointdeling i en svær udekamp. Med mange positive tendenser for det relativt nye TSØ-mandskab drager vi fra Aarhus med stor optimisme. 

Topscorer blev Lasse Hamann-Boeriths med 6 scoringer. Alexander Nielsen nettede 5 gange.

På lørdag skal sæsonens første turneringskamp i Lollands Bank ARENA spilles, når Vendsyssel kommer på besøg.