Team Sydhavsøerne kom skidt fra start i angrebet, men heldigvis stod Oliver Larsen i målet. I de første 10 minutter var angrebsspillet slet ikke godt. Misbrugte chancer, tekniske fejl – og ja, en Otterupmålmand, der også spillede en god halvleg.
Der skulle gå 7 minutter inden Team Sydhavsøernes første scoring, og 13 minutter før Nicolaj Jørgensen satte en scoring mere ind til 2-5. Men en timeout og en justering af angrebsspillet, fik stabiliseret både forsvar og angreb. Otterup kom på 3-7 efter et kvarter, men så strammede TSØ skruen.
3-7 blev til 7-8 efter 22 minutter og da uret stod på 27 minutter var der udlignet til 9-9. Halvlegen slutter med en TSØ-føring på 10-9, hvilket Oliver Larsen kan tilskrives en stor del af æren for. I første halvleg havde han 12 redninger!
Efter pausen udviklede det sig til en mere lige kamp. Otterup vekslede 13-13 til en føring på 15-17 efter 42 minutter, men Team Sydhavsøerne gik ikke i panik. Nick Szwiec kaldte til timeout, og satte holdet perfekt op. Tre minutter senere er Team Sydhavsøerne i front med 18-17. Alexander Nielsen, Kasper Olsen og Nicolaj Jørgensen kyler boldene i mål. Spændingen er bevaret 8 minutter igen, ved stillingen 21-19.
Otterup kommer tilbage, med stillingen 21-20 og har endda mulighed for udligning, men igen redder Oliver Larsen, og i stedet kan Lukas Eichwald løbe kontra, og score til 22-20.
Først da Alexander Nielsen scorer til 24-21 med to minutter igen, begynder det at ligne en TSØ-sejr. I det sidste minut forsøger Otterup med helbanepres, men det giver bare TSØ et par scoringer mere. Kampen slutter ved cifrene 26-22.
Alt i alt en meget flot forsvarskamp af TSØ.
Man of the Match blev Oliver Larsen, kåret af Pejsemontøren Jim. Topscorer blev Nicolaj Jørgensen med 10, efterfulgt af Kasper Olsen med 5 og Alexander Nielsen med 4.