Otterup møder op med tre sejre på stribe, senest dog efterfulgt af et særdeles knebent 1-målsnederlag til topholdet HØJ efter en dommerfejl af de større på HØJ´s sejrsmål. Otterup er altså et hold med selvtillid og i øvrigt et uforudsigeligt hold, der altid er svært at spille imod.
Selvom vi mest af alt ønsker at glemme det, var det Otterup, der i seneste sæsons sidste kamp slog os, det til trods for, at de ikke havde noget at spille for, og dermed sørgede for, at vi lige netop ikke kom i top tre.
Dette skal på hjemmebanen i Lollands Bank Arena naturligvis revancheres, og både spillemæssigt og statistisk er mulighederne også gode. Af de seneste 8 hjemmekampe mod Otterup er det blevet til 7 sejre. Spillet har, særligt i de seneste tre kampe, også set fint ud. Vi spiller i højt tempo, laver mange mål og der er mange, der byder ind.
Defensivt er der stadig plads til forbedring – lige så gode som vi er til at udnytte den nye opgivekastregel, lige så svært har vi det i perioder med at nå at få organiseret os, når modstanderne kommer
stormende efter en scoring eller et boldtab. Ligeledes skal vi i det etablerede forsvarspil sigte mod at være mere aggressive, få begået flere frikast og på den led give vores keepere gode betingelser for at redde bolde.
Stemningen i den seneste hjemmekamp mod HØJ var fantastisk. De næsten 1000 tilskuere skabte en flot kulisse, og vi håber i den grad, at samme stemning kan løfte drengene til endnu en sejr og yderligere avancement mod toppen af rækken.
God kamp.
– Morten Juul, sportschef
_______________________
Kampen spilles fre. d. 11. nov. kl 20.00 i Lollands Bank Arena
Kampsponsor: MSE
Man of the Match-sponsor: Pejsemontøren
Boldsponsor: Whitsun Festival
Time out-sponsor: Nybolig Maribo