You are currently viewing Forfærdelig fredag aften i Odense

Forfærdelig fredag aften i Odense

Oprejsningen fra sidste uges nederlag i Aarhus udeblev og TSØ blev sat godt og grundigt til vægs i en kamp, hvor Odense set over hele kampen var klart bedst. Team Sydhavsøerne tabte således hele 37-27!!

Vi kommer ellers godt ud til kampen og får lukket fint ned i defensiven de første angreb, hvilket resulterer i en hurtig 1-3 føring til os. Odense-træner Daniel Ludo fornemmer tilsyneladende ubalancen i kampen og tager en meget tidlig timeout efter bare 4 minutter.

Nogle småjusteringer krydret med en klodset udvisning til Alexander Nielsen gør, at momentum ryger over på Odenses side og her forblev det resten af kampen.

Resultatmæssigt fulgtes vi dog ad til midten af første halvleg, men endnu en udvisning – denne gang til Pætur, sendte Odense i front med 10-8. Vi hænger generelt efter i forsvaret – bliver overspillet, og Odense kommer gang på gang till helt åbne chancer, hvilket efterlader både Sebastian og Nichlas chanceløse i de flest tilfælde.

Udvisningerne begynder dog nu også at falde til hjemmeholdet. Hele fire udvisninger får Odense indenfor halvlegens sidste 8 minutter. Vi formår dog ikke at udnytte disse perioder, da Odense, også i undertal, fortsat forholdsvis ubesværet tilspiller sig åbne chancer. Hele 19 mål indkasseres i første halvleg og vi er bagud med 19-14 ved pausen.

Sad man og håbede, at pausen ville hjælpe og sende os tilbage i kampen – tog man fejl. Trods overtal var det fejlafleveringer i stedet for frispilninger, og frustrationen lyste ud af spillerne.

Allerede efter 7 minutter måtte Klavs Bruun Jørgensen således trykke på den grønne knap og bede om en timeout – her var stillingen 23-15 til hjemmeholdet. Efter timeouten forsøgte TSØ sig med 7 mod 6, men heller ikke her fandt vi hullerne og mulighederne. Afstanden til Odense kom med 20 minutter tilbage op på 10 mål og her blev det resten af kampen.

Det blev ”en af de kampe”, hvor alt gik galt. Vi taber til Odense på samtlige parametre. Det må naturligvis aldrig ske – de to holds ambitioner taget i betragtning, og det vil i den grad være en flok revanchelystne drenge, der på fredag om en uge tager imod Norddjurs Håndbold på hjemmebane i Lollands Bank ARENA.