Det lignede ikke en aften med point, da der blev blæst til pause efter de første 30 minutter i Ringsted, men et stort comeback i 2. halvleg gav alligevel 26-26 og en pointdeling, som vi kan glæde os over – men hvor vi også havde mulighederne for begge points.
Rent ud sagt fungerede intet i 1. halvleg. Forsvar og målmænd fik ikke fat i noget som helst og TMS Ringsted kunne score nærmest som det passede dem. Angrebet var hakkende og fejlbetonet, og det var op ad bakke fra kampens start, da TMS ubesværet kunne bringe sig på 5-0. Pausestillingen hed 19-12 i værternes favør og alle i hallen vidste, at et stort comeback skulle til, hvis vi skulle i nærheden af points.
Men det skete heldigvis. Forsvaret steppede i den grad op og pludselig havde TMS enormt svært ved at score. Det, som passerede betondefensiven tog Oliver Larsen sig af. I den modsatte ende kom særligt Nicolaj Jørgensen og Niels Dahl for alvor op i gear, og føringen blev allerede hentet midtvejs i 2. halvleg ved 21-21.
Slutfasen blev en helt lige og marginalpræget forestilling, hvor begge hold satte 7 mod 6 i spil for at åbne op. På en brændt TMS-skud kunne Oliver Larsen sende bolden i tomt mål til 26-25. Desværre spillede de grønblusede sig til et straffekast få sekunder før tid, hvilket Tobias Nielsen sikkert omsatte, og hermed blev pointene altså delt mellem holdene.
Man kan stå med mange følelser efter sådan en kamp. Cheftræner Nick Szwiec valgte at tage ja-hatten på:
– Vi er mega glade for at få et point. Vi er selvfølgelig ærgerlige over at give os selv så svært et udgangspunkt, men vi viser virkelig fed moral og vender det fantastisk flot. Vi leverer et helt andet forsvar med de samme spillere. Nu har vi prøvet at være slukørede efter kampene mod HØJ og Skive, hvor vi var tæt på men uden points, så i dag skal vi selvfølgelig være glade for det ene vi får.
Næste kamp er lørdag den 3/12, hvor Grindsted kommer på besøg i Lollands Bank Arena.