You are currently viewing Den foreløbige, endelige kulmination på sæsonen

Den foreløbige, endelige kulmination på sæsonen

Den foreløbige, endelige kulmination på sæsonen kommer til at falde i Otterup Idrætscenter. Forud for denne vind eller forsvind-kamp er gået 25 1. divisionskampe, hvor vi i det store billede skal være stolte og glade for de points vi har spillet os til. Vi ville til hver en tid have takket ja til at have afgørelsen i egne hænder inden sidste runde, hvis vi var blevet tilbudt en sådan ordning inden sæsonen.

Kigger vi lige spadestikket dybere, er der naturligvis også elementer af vores spil, som vi skulle (og skal) blive dygtigere til. Det er nok den allerstørste læring blandt mange, jeg har taget med efter at have prøvet kræfter med trænerfaget i snart et år. Der dukker konstant nye problemstillinger op! Lige meget, hvor godt du føler det går, så er det altid skrøbeligt og man må aldrig tage for givet, at tingene går, som man ønsker eller forestiller sig.

Derfor er jeg også ekstremt stolt på holdets vegne over, at de fra dag et har været dybt dedikerede og ambitiøse. Vi er lykkedes med at rette de fleste problemstillinger, om det har været undervejs i kampen eller større strukturelle ting i vores spil. Og det er det i høj grad pga. spillernes iver og åbenhed. Samtidig har Nick også spillet en kæmpe rolle. Større rolle, end, hvad man normalt forbinder med en assistenttræner. Og et trænerteam er vel nok også en mere præcis beskrivelse af opgavefordelingen.

På trods af en svingende pointhøst efter nytår, synes jeg i det store hele, at drengene har præsteret et flot grundspil. Og jeg kan love, at vi vil gøre absolut alt i vores magt, for at vi kommer til at spille flere kampe i Maribo hallen i denne sæson.

Det kræver en sejr over Otterup på en svær udebane, hvor de allerede har drillet mange af vores direkte konkurrenter i toppen. Et solidt kollektiv, som måske ikke har så meget X-faktor. Til gengæld er de ekstremt tydelige i, hvad de vil, og har i min optik haft stigende formkurve hele sæsonen igennem. Vores klare hjemmesejr over dem, kan vi derfor ikke bruge til vanvittigt meget, men hvis vi spiller med den samme sult og attitude, som vi lagde fra land med i vores seneste kamp, vil vi øge vores sejrschancer markant. Rammer vi det spændingsniveau, er jeg sikker på, at vi ses til mere håndbold i Maribo senere på måneden.

Venlig hilsen Jakob Green, cheftræner