Der blev taget hul på den første af tre finaler – i bestræbelserne på at fastholde status som 1. divisionshold i næste sæson. Intet ville blive afgjort, men situationen ville med en sejr se betydelig bedre ud, ligesom et nederlag naturligvis ville give ekstra panderynker.
Hjemmeholdet kom angrebsmæssigt skidt ud til kampen, og formåede ikke at tilspille sig chancer, der var store nok, hvilket resulterede i, at HC Midtjylland fik det omtrent som de ville have det. De kunne stå længe i forsvaret og løbe kontra, nå muligheden bød sig. De startende TSØ-spillere vandt ganske enkelt ikke nok dueller og fik dermed ikke skabt tilstrækkelig med plads til hinanden
Defensivt stod vi ganske udmærket, når vi kom ned at stå, det skete desværre bare ikke ofte nok.
Derfor måtte Jimmy, inden haluret havde rundet 10 minutter, bede om den første timeout og skabe mere plads til angrebet ved at sadle om til 7 mod 6 spil. Her var stillingen 2-6.
7 mod 6 spillet startede, præcis som det ikke måtte – med en teknisk fejl og en scoring i et tomt TSØ-mål. Men herfra begyndte angrebsspillet at producere chancer på samlebånd. Desværre blev alt for mange af chancerne misset på en stærkt spillende Rasmus Døssing i udeholdets mål.
En udvisning til Pætur i forlængelse af nogle tvivlsomme kendelser midtvejs i halvlegen, syntes at øge tændingen både hos publikum, men også hos spillerne. Forsvaret rykkede sammen og indkasserede ingen mål i undertalsperioden og i fem minutter i alt. 3-9 blev til 6-9.
Det gode spil fortsatte, men det er bare sådan med håndbold, at det ikke kan aflæses på tavlen, før bolden ligger i modstandernes mål – og ind ville den bare ikke. Den ene helt åbne chance efter den anden blev brændt, om det så var fra fløjen eller fra stregen.
Så i stedet for at komme tættere på, trak Midtjylland igen fra. Udeholdet missede også enkelte skud, men modsat os blev de tildelt straffekast, der alle blev omsat sikkert.
11-17 var stillingen ved pausen. En ærgerlig og unødvendig stor føring til udeholdet, der primært blev skabt, via vanskelige første 10 minutter og et hav af brændte chancer.
Team Sydhavsøerne kom fint ud til anden halvleg, der var stadig god energi og tro på tingene. I en længere periode skiftedes holdene til at score, det til trods at TSØ havde flere overtalsperioder, hvor vi ikke formåede at forhindre HCM i at score og dermed komme tættere på.
Tættere på kom vi dog, 7 mod 6 spillet fungerede godt og modsat i første halvleg blev chancerne nu blev omsat til mål. Særligt fløjene blev spillet op – Frederik Kiszka der i første halvleg kom ind på venstre fløj, var sikker på alle sine afslutninger. Samtidig begyndte Sebastian at tage fra i målet og pludselig kunne tilskuerne i Lollands Bank Arena ane, at et comeback var muligt.
Men udeholdet var også sadlet om til 7 mod 6, og med lange angreb der kontinuerligt formåede at trække TSØ forsvaret fra hinanden, lykkedes de gang på gang med at finde stregspillerne der scorede.
TSØ nåede op på minus to og havde der en chance på tomt mål, der (også) blev brændt, og tættere på kom vi aldrig.
Kampen blev tabt 27-32, og som overskriften indikerer, var hovedårsagen missede chancer. Drengene kan ikke klandres for manglende indsats.
Da det lykkedes Norddjurs at besejre FIF, betyder det samtidig, at TSØ nu for første gang befinder sig helt under stregen og kravet om minumum en sejr måske også to i de sidste to kampe, er nu en realitet.
Man of the match blev Frederik Kiszka, kåret af Pia Pedersen fra Vikima Seed. Frederik scorede seks mål.