Aftalen med højre fløj, Daniel Sørensen, der løb til og med 2023, er nu forlænget til 2025.
Sportschef Morten Juul:
”Som Daniel har spillet i indeværende sæson, var det blot et spørgsmål om tid, før interessen fra højere niveau ville komme, så at vi kan holde på Daniel så længe, er meget glædeligt.
Hans udviklingskurve er én af de stejleste, jeg har oplevet. Han afslutter godt, er aggressiv og forudseende i sit forsvarsspil, og så er han hurtig afsted i kontrafasen. Desuden har han en indstilling og udstråling, som publikum og supportere i Maribohallen elsker. Daniel er stadig ung, 21 år, og har fortsat områder, han kan dygtiggøre sig på. Da han træner godt og seriøst både i hallen og med Baagøe på styrkedelen, har jeg en forventning om, at han med tiden kan lægge yderligere lag på sit spil. Vi er dog tålmodige og ved godt, kurven vil rykke i forskellige tempi – både op og ned.”
Daniel selv udtaler:
”Jeg er utrolig glad for at være nået til enighed med TSØ om en forlængelse af vores aftale. Der skulle ikke meget betænkningstid til. Jeg er rigtig glad for at spille og udvikle min håndbold i TSØ og kan se, at vi sammen er i gang med en god kort- og langsigtet proces med interessante perspektiver. Jeg trives rigtig godt i klubben og nyder at spille i Maribohallerne med den stemning, tilskuerne bringer. Jeg glæder mig og ser frem til mange flere gode oplevelser med TSØ.”
Daniels spillersponsorere er Vikima Seed og Colourplus.