I sæsonen 23/24 blev det til 0 minutter på banen for Brandur Halgirsson. En drilsk skade i hoften med flere tilbagefald, indgreb og et dagligt smertehelvede betød gentagne udskudte terminer for raskmelding.
Nu er den barske melding desværre i stedet vekslet til, at den brølstærke forsvarsspiller formentlig aldrig bliver rigtig fit – i hvert fald ikke fit nok til at spille håndbold på eliteniveau. Derfor er Brandur og TSØ blevet enige om at ophæve kontrakten, der ellers løb i endnu en sæson.
Sportschef Morten Juul:
”Jeg er selvfølgelig ærgerlige over at miste en så dygtig spiller og en lederskikkelse på banen, som Brandur var. Han gjorde en betydelig forskel på holdet, da han kom ind midtvejs i den forgangne sæson. Men mest af alt er jeg enormt trist over, at så ung (24 år) en håndboldspiller må opgive sin helst store passion alt for tidligt. Jeg håber, Brandur med tiden finder lysten til at påbegynde et trænervirke, hvor han gøre brug af sin erfaring og sine gode menneskelige egenskaber.”
Brandur udtaler:
”Jeg er selvfølgelig voldsomt ked af, at jeg ikke kan komme tilbage på håndboldbanen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle stoppe min håndboldkarriere ufrivilligt som 24-årig, men det er desværre realiteten. Lige siden marts 2023 har jeg knoklet for at komme tilbage på banen, men uden held. Perioden har været fyldt med smerter og skuffende lægebesøg med dårlige nyheder gang på gang. Men nu må jeg finde mig til rette i en ny hverdag uden håndbold.”
Han fortsætter:
”Jeg kom til klubben midt i sæsonen 22/23 efter en turbulent periode, hvor min tidligere klub gik konkurs. Jeg har følt mig hjemme i TSØ fra start, og er glad for alle oplevelserne sammen med holdet og klubben.
Mest af alt er jeg ked af at jeg må skuffe alle de gode mennesker i og omkring klubben. Og ikke mindst alle de skønne supportere. Jeg kan ikke andet end at sige tak for støtten igennem hele forløbet. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre sted at være i så hård en periode.”.
Vi takker Brandur for indsatsen og ønsker ham alt mulig held og lykke i den nye tilværelse.