Det blev en absurd håndboldaften i Lollands Bank Arena denne fredag. Faktisk helt uden håndbold, da Ajax København i sidste øjeblik valgte ikke at stille op.
Selve optakten til kampen var selvsagt mærkelig. Ajax Københavns kamp i sidste weekend blev ikke afviklet og rygterne har svirret hver dag op til denne kamp. Hele ugen har vi dog forberedt os på, at kampen skulle spilles og gutterne var klar til kamp.
Seks spillere fra Ajax København stillede op til kampen og blev skrevet på holdkortet. Da klokken slog 20 lignede det, at vi fik os en håndboldkamp. To Ajax-spillere trak sig dog sekunder inden kampen skulle fløjtes op, og da man skal stille op med minimum fem mand, kunne kampen altså ikke afvikles.
Hermed gik mange hundrede tilskuere forgæves, hvilket vi på alles vegne er kede af. Der skal dog lyde en kæmpestor cadeau til måden, tilskuerne i hallen tog imod Ajax-spillerne og meddelelsen om, at kampen ikke blev til noget.