I 55 minutter kæmpede drengene for at hente Lemvig, lykkedes og kom sågar foran, men smed sejren væk til allersidst – og dermed endte kampen 36-36.
Det var, som cifrene antyder, en kamp og en første halvleg med mange scoringer – indledningsvis flest til udeholdet. Team Sydhavsøerne havde ikke de store udfordringer med at spille sig frem til chancer, men i en halvleg, hvor der var langt mellem redningerne, skulle boldene sættes i kassen for at holde trit med modstanderne.
Defensivt stod TSØ-drengene for langt fra hinanden og gentagne gange blev der plads under forsvaret til Lemvigs dygtige stregspillere. Heldigvis var det samme gældende i den anden ende, hvor Pætur Mikkjalsson var dygtig til at rykke i hullerne, ligesom bagspillerne med held, adskillige gange spillede ham fri. Hele seks gang scorede den brølstærke færing i de første 30 minutter. Med 10 mål i kampen endte han også med at blive kåret til man of the match.
De to hold scorede i stimer og efter at have været bagud med 7-12 efter knap et kvarter, var det TSØ, der scorede fire gang i træk og som halvlegen skred frem fik hjemmeholdet bedre fat i defensiven og overtog stille og roligt momentum i den spændende kamp. Helt op nåede vi dog ikke inden pausen – 18-19 stod det.
Efter pausen kom udligningen, men bedst som det så ud til at, der var styr på tingene fulgte fire særdeles dyre minutter. Der blev brændt, smidt bolde væk og boldene fløj ind om ørene på vores sagesløse keepere. Hvad der lignede mulige point, syntes smidt væk på ingen tid – 22-27 stod det lige pludselig.
Men TSØ ville det anderledes. Redningsplankerne blev syv mod seks i angrebsspillet samt et flot comeback til Sebastian Minor på målet. Et mål ad gangen skulle hentes og særligt vores højre side bidrog til dette. Oskar Hare og Alexander Nielsen var flittige på måltavlen, sammen med Pætur, der fortsatte sin flotte kamp.
Efter 56 minutter scorede Alexander Løj en af sine sjældne scoringer, men ved denne lettede taget på Lollands Bank Arena, for denne bragte for først gang TSØ i front 34-33.
Minor i målet lukkede igen ned i målet og det lykkedes os endda at bringe os foran 36-34 med blot halvandet minut tilbage. Men en teknisk fejl i angrebet og et par dårlige vurderinger i forsvaret, gjorde altså, at vi alligevel ikke lykkedes med at bogføre to point.
Noget af en ambivalent følelse at stå med, ovenpå en kamp man nok havde solgt for en uafgjort inden og i særdeleshed undervejs i kampen, hvor vi var bagud med fem mål.
TSØ er fortsat ubesejrede i Lollands Bank Arena, den ultimative test venter når ubesejrede HØJ gæster os d. 16/11. Men først venter en meget svær kamp mod FIF på Frederiksberg den kommende fredag.
Som nævnt blev Man of the Match Pætur Mikkjalsson, kåret af Rasmus fra Arkitektgården.