TSØ kan i dag offentliggøre, at Lasse Cieslak overtager rollen som cheftræner for Hold 2. Skiftet markerer både et generationsskifte og en naturlig videreførelse af den kultur, som Henrik Cieslak har været med til at forme gennem mange år i klubben.
Team Sydhavsøerne skylder en kæmpe tak til Henrik Cieslak, der har været en central figur i TSØ, sit engagement og sin evne til at samle og udvikle spillere på alle niveauer.
Da flere og flere aktiviteter i det nuværende setup samkøres med hold 1, vil det passe bedre, at cheftræneren har mulighed for at følge holdet og spillerne på daglig basis, end det har været tilfældet de seneste par sæsoner.
Med Lasse Cieslak som spillende træner får holdet en leder, der både kender klubbens værdier og har fingeren på pulsen i forhold til spillet på banen. Lasse har trods skader gennem flere sæsoner været en nøglefigur også uden for banen og er klar til at kombinere sin rolle på banen med det taktiske ansvar udenfor. I den forgangne sæson, hvor det blev til en flot plads i oprykningsspillet, fik Lasse en forsmag på den nye rolle, idet han fungerede som assisterende træner.
“Jeg sætter stor pris på at få muligheden for at bygge videre på det fundament, min far har skabt. Jeg glæder mig til at tage ansvar for holdets udvikling – både som træner og som medspiller,” udtaler Lasse Cieslak.
TSØ ser frem til en ny sæson med fornyet energi, stærk kontinuitet og et lederskab, der bygger på både erfaring. Samtidig bygger TSØ videre på det stærke fundament, der har kendetegnet Hold 2 gennem de seneste sæsoner. Stammen af spillere er i store træk fortsat den samme, men truppen bliver samtidig tilført endnu flere talentfulde unge spillere, særligt fra årgang 2006.
Lasse Suhr, der sammen med Lasse Cieslak har ageret spillende assisterende træner de forgange par sæsoner, skal ifm. sit studie læse udenlands og er derfor til gengæld ikke til rådighed. Til gengæld er Malthe Licht Andersen vendt tilbage til TSØ og bliver en spændende del af den kommende sæsons hold 2 trup. Hold 2 får, som det har været i en del år, en vigtig rolle som bindeled mellem ungdoms- og seniorhåndbolden, hvor unge spillere får mulighed for at udvikle sig i et konkurrencedygtigt miljø. Flere U19-spillere vil blive matchet på seniorniveauet og samtidig forventes flere spillere fra førsteholdstruppen at bidrage med kampe på Hold 2, herunder fx Gustav Nielsen og Frederik Albrechtsen. Det skal være med til at sikre både kvalitet, kontinuitet og et tættere samarbejde på tværs af klubbens seniorhold.
Kombinationen af erfarne kræfter, etablerede seniorspillere og ambitiøse unge talenter er et vigtigt element i TSØ’s strategi om at skabe de bedst mulige udviklingsvilkår for lokale spillere og sikre en stærk talentpipeline til klubbens bedste hold.
Vi glæder os til at følge de unge drenge, når sæsonen går i gang på lørdag d. 26/9 i Lollands Bank ARENA kl. 17.30 efter hold 1.

