Endelig starter turneringen
Så starter turneringen endelig! Efter 153 dage uden turneringskampe er ventetiden slut, og vi kan igen kæmpe om de vigtige point. Og hvilken måde at starte sæsonen på. Et stort dobbeltbrag i Nykøbing, hvor vi skal byde Odder velkommen til sæsonens første kamp.
Sidst vi var i Nykøbing, skabte vi minder, som vi sent vil glemme, da vi slog Kolding i en tæt og intens kamp. Nu skal vi tilbage til Nykøbing og sammen vise, at vi endnu en gang kan levere på den store scene og tage de to point. Vi glæder os helt enormt til endelig at komme i gang!
Odder kommer til Nykøbing med et splinternyt hold. Efter afgange af profiler som Simon Toft, Markus Ranzau, Magnus Vejsgaard, Tobias Bro og Mathias Olsen skal Odder finde en helt ny base for deres hold.
Det er dog ikke uvant for Odder at bygge et nyt hold op. Gennem mange sæsoner har de været dygtige til at udvikle deres spillere og sende dem til større destinationer, for derefter at finde unge spillere og på kort tid skabe en stærk struktur og et tydeligt DNA. Det bliver derfor spændende at se, hvordan det nye Odder-hold har fundet sammen.
Til denne sæson har de blandt andre hentet deres tidligere profil Jakob Wolf tilbage, ligesom Peter Rovelt-Busch er kommet til fra Århus. Derudover bliver det et gensyn med Nichlas Ludvigsen, som tidligere har slået sine folder i TSØ-dragten. Der er altså flere interessante navne at holde øje med, når Odder kommer på besøg.
Vi kommer selv ind til kampen med en frisk sejr i bagagen, efter vi besejrede Malmø 40-38 i vores seneste opgør. Malmø skal i den kommende sæson spille europæisk håndbold efter deres flotte andenplads i det svenske mesterskab, så det var en kamp, der gav os masser af værdifulde erfaringer.
Generelt har vi haft en rigtig god opstart, hvor vi er blevet matchet mod TMS Ringsted, Køge, LUGI, HØJ og Malmø. Det har givet os mulighed for at teste forskellige ting, få hele truppen i spil og ikke mindst blive klogere på, hvor vi står inden sæsonstart.
Pokalkampen mod HØJ viste samtidig, hvad vi kan skabe sammen med vores fantastiske publikum. Vi kan skabe en kulisse, som gør det svært for alle hold at komme til vores hjemmebane og tage point.
Nu skal vi gøre det igen. Vi har brug for jer på lægterne. Vi har brug for støtten, energien og den stemning, som gør vores hjemmebane til noget helt særligt. Sammen kan I skabe de rammer, der giver spillerne det sidste ekstra procent og gør det svært for Odder at få en god start på sæsonen.
Så lad os sammen skabe en fantastisk kulisse, sikre de to point mod Odder og få TSØ flyvende fra start i sæsonen 2026/2027!
Vi glæder os til at se jer i Nykøbing!
– Cheftræner, Nicolai Worsøe
_______________________
Billetter kan både bestilles på forhånd eller købes i døren fra 1 time før kampstart – læs mere her.
_______________________

