You are currently viewing Morten H. Nielsen fratræder 31. august 2026

Morten H. Nielsen fratræder 31. august 2026

Det er med både vemod og forståelse, at vi må meddele, at Team Sydhavsøernes direktør, Morten Harkjær Nielsen, har valgt at søge nye udfordringer og derfor fratræder sin stilling pr. 31. august 2026.

Bestyrelsen i Team Sydhavsøerne er ærgerlige over at skulle tage afsked med en dygtig, engageret og konstruktiv direktør, som gennem sin ansættelse har ydet en stor og værdifuld indsats for klubben og vores fælles udvikling.

Bestyrelsesformand Lars Stuckert udtaler:
“Morten er en meget engageret og dedikeret direktør og er en ildsjæl for TSØ. Netop det sidste understreges også af, at Morten efter ophørt ansættelse vil fortsætte som frivillig og fortsat være at finde ved kampe og andre lejligheder. Vi takker Morten for den store indsats, og bestyrelsen i Team Sydhavsøerne vil i de kommende måneder arbejde på at få fyldt det store tomrum ud, som Morten efterlader sig.”

Vi er samtidig glade for, at Morten fortsat vil være en del af miljøet omkring Team Sydhavsøerne i en frivillig rolle.

Morten H Nielsen udtaler:
”Stor tak til alle ansatte, frivillige, samarbejdspartnere, sponsorer, bestyrelse og fans, som hver eneste dag har været med til at gøre Team Sydhavsøerne til noget helt særligt. Uden alle disse dedikerede mennesker havde mit arbejdsliv i Team Sydhavsøerne ikke været det samme.

Jeg tager mange gode minder, stærke relationer og værdifulde erfaringer med mig videre. Team Sydhavsøerne er MIN klub, og jeg kommer til at følge klubben tæt fremover, da jeg selvfølgelig fortsætter som frivillig og som stor fan”.

Bestyrelsen vil nu igangsætte arbejdet med at finde en ny direktør, som kan videreføre og udvikle det stærke fundament, der er skabt.