You are currently viewing Flot afslutning på sæsonen

Flot afslutning på sæsonen

Storsejr i sæsonens sidste kamp – uden betydning i tabellen men meget på spil alligevel.

Team Sydhavsøerne rejste til Grenaa for at runde en sæson af, der på alle måder har overgået forventningerne. Modstanderen, Norddjurs, kom med et hold kendt for stor offensiv styrke, men også store defensive udfordringer, og der ventede derfor et opgør, hvor koncentration og stabilitet ville blive afgørende. Norddjurs’ brede trup og profiler som Anders Gade, Frederik Børm og ligaens mest scorende fløj, Jeppe Kjeldsen, gjorde dog klart, at TSØ ikke kunne tillade sig at slække på noget – trods en sikker topplacering i 1. division.

Samtidig var det sidste kamp for flere TSØ-spillere, og disse skulle der selvfølgelig tages afsked med – med manér.

Fart over feltet

Som ventet, når Norddjurs er part i en kamp, var der fart over feltet fra start. De er det tredje mest scorende hold, men også det hold, der har lukket flest mål ind af alle, hvilket vidner om et hold, der gerne vil have mange angreb i kampen.

Med undtagelse af et par tekniske fejl forløb angrebsdelen, som den skulle. Godt angrebsspil førte til gode chancer, og chancerne blev omsat. Men returløbsfasen var en udfordring. Norddjurs var virkelig skarpe i den fase, men vi må også erkende, at vi kunne være bedre til at omstille os, hvilket vi også blev, som kampen skred fremad.

Det blev derfor en lige start og i det hele taget første halvleg, hvor de to mandskaber skiftedes til at tage føringen. 9-9 var stillingen efter det første kvarter.

7 mod 6

Efter en periode med TSØ-momentum tyede hjemmeholdet til timeout og overrumplede kortvarigt TSØ med 7 mod 6. Her var det særligt igen i hjemmeholdets kontrafase og efter hurtigt opgiverkast, at vi blev udfordrede. Det etablerede forsvarsspil fungerede upåklageligt, og Sebastian, der vogtede målet i første halvleg, leverede flere fine redninger.

Frem mod pausen var en 3-målsføring inden for rækkevidde. Men symptomatisk for første halvleg manglede spillerne lige det sidste, hvad angår koncentration, timing og skarphed, og i stedet var det Norddjurs, der med en fræk fløjscoring gjorde det til en helt lige kamp – 16-17 til pause.

Overbevisende Dines og stærk 2. halvleg

Oven på en, efter normale standarder, halvsløj første halvleg var der brug for, at profiler som fx Dines trådte i karakter i 2. halvleg. Og det må man sige, han gjorde. 1. divisions suveræne topscorer fik tilskuerne til at spærre øjnene op – først med 6 mål i træk på 8 minutter og 8 mål på 12 minutter. Ekstraordinære præstationer af en ekstraordinær spiller, der i den grad har fået sit gennembrud i denne sæson.

Hjemmeholdet gik mere eller mindre i opløsning. De fortsatte med 7 mod 6-spil, men tabte gentagne gange bolden og måtte indkassere scoringer i tomt mål. Norddjurs var med til 20-22, hvorefter TSØ og Dines skiftede gear og mere eller mindre afgjorde kampen inden det sidste kvarter, hvor TSØ bragte sig i front med 5-6 mål. Herefter trak udeholdet kun fra og kampen endte hele 30-40.

Flot afsked med sæsonen og med spillere

Det blev en kamp med godt med spilletid til alle 16 mand på holdkortet og en flot afsked med de spillere, der ikke skal være der længere. Ligesom det blev en afslutning på sæsonen, der matcher sæsonen som helhed. Et er det synlige og resultatmæssige med en 4. plads og hele 37 point. Noget andet er, at holdet er blomstret spillemæssigt med seværdig og tempofyldt angrebshåndbold. Et hold med udstråling og godt humør, hvilket er blevet honoreret af et talstærkt og opbakkende hjemmepublikum i Lollands Bank Arena.

Vi glæder os allerede til næste sæson, men først venter en kortere pause fra håndbolden, hvorefter der allerede fra medio april trænes frem mod næste sæson med så mange fra den nye trup som muligt.

Tak for i år!

Målscorere – Team Sydhavsøerne:

  • Dines Kjeldgaard – 11
  • Frederik Horn – 4
  • Oskar Hare – 4
  • Pætur Mikkjalsson – 4
  • Frederik Kiszka – 3
  • Kristian Lund Vukman – 3
  • Pauli Mittun – 3
  • Nikolai Falao – 3
  • Niclas Buch – 2
  • Mads Andersen – 1
  • Jeppe Villumsen – 1
  • Lasse Højgaard – 1

Stillinger undervejs

  • 10 min: 3-4
  • 20 min: 5-6
  • 30 min: 12-13
  • 40 min: 21-24
  • 50 min: 24-30
  • 60 min: 30-40