Fredag aften i Lollands Bank Arena dannede rammen om sæsonens sidste hjemmekamp for Team Sydhavsøerne. Modstanderen var et stærkt Aarhus Håndbold-mandskab, der allerede havde sikret sig en plads i top-3.
Selvom placeringerne på papiret ikke kunne ændres markant, var der stadig meget på spil. TSØ ville slutte hjemmebanesæsonen værdigt af og levere en præstation, der matchede den udvikling holdet har vist gennem sæsonen.
Opbakningen var massiv, og der skal lyde en stor tak til alle fremmødte – både i dag og gennem hele sæsonen.
Svær start
Aarhus stod stærkt i midterforsvaret med masser af fysik, og i kampens indledning kom TSØ for ofte til at angribe netop dér. Samtidig havde gæsterne godt styr på Dines Kjeldgaard, som havde svært ved at komme til afslutninger.
I den anden ende spillede Aarhus som forventet 7 mod 6, og med de stærke stregspillere Lars Mousing og Kristian Ørsted blev TSØ-forsvaret udfordret.
Efter 12 minutter stod der 3-7, og Nicolai Worsøe tog timeout.
Aarhus i kontrol
TSØ forsøgte efter timeouten også med 7 mod 6, men Aarhus stod kompakt foran målmand Christoffer Laursen, og hjemmeholdet havde svært ved at finde løsninger.
Ved pausen førte gæsterne 16-13, og da Aarhus også scorede de tre første mål efter pausen, så det alvorligt ud ved både 13-19 og 14-21.
Kampen vender
Her begyndte momentum dog langsomt at skifte.
Mads Andersen, der kom ind efter cirka 20 minutter, leverede en stærk indsats og blev en vigtig faktor offensivt.
Samtidig tog Sebastian Minor for alvor fat i målet i sin sidste hjemmekamp. Hans redninger – herunder fire straffekast – fik både hold og publikum op i gear.
Med et kvarter igen havde TSØ kæmpet sig tilbage til 20-24. Herfra gik det stærkt. Aarhus’ 7 mod 6-spil begyndte at smuldre, og flere scoringer i tomt mål bragte hjemmeholdet tilbage i kampen.
Dines Kjeldgaard udlignede til 25-25 og trak samtidig en vigtig udvisning. Kort efter bragte han også TSØ foran 26-25.
I samme periode lukkede Minor ned i målet, mens Mads Andersen fortsatte med at levere i angrebet. TSØ gik fra 24-25 til 28-25, og da Frederik Kiszka kort efter øgede til 31-27, var kampen reelt afgjort.
TSØ vandt de sidste 15 minutter med hele 14-4 og kunne til sidst lade sig hylde af næsten 1.000 tilskuere efter en sejr på 34-28.
Sejren understreger, at TSØ har niveauet til at spille med helt fremme i , hvor holdet slutter sæsonen på en flot fjerdeplads.
Sebastian Minor – Man of the Match
Sebastian Minor blev kåret til Man of the Match, af Tobias og Michael fra SJF Bank. Sebastian sagde efter kampen, at der fra hele holdet lyde en stor tak til alle, der i dag – og gennem sæsonen – har bakket holdet op.
Trykket fra publikum gjorde en forskel.
Fredagskampe fungerer bare i Lollands Bank Arena.
Målscorere – Team Sydhavsøerne
(flest mål først)
- Mads Andersen – 8
- Frederik Horn – 6
- Dines Kjeldgaard – 4
- Frederik Kiszka – 4
- Kristian Lund Vukman – 3
- Oskar Hare – 3
- Nikolai Falao – 2
- Jeppe Villumsen – 1
- Pauli Mittun – 1
- Sebastian Minor – 1
- Kasper Manfeldt – 1
Stillinger undervejs
- 10 min: 3-4
- 20 min: 6-10
- 30 min: 13-16
- 40 min: 17-22
- 50 min: 25-25
- 60 min: 34-28

