You are currently viewing Smal sejr over Vendsyssel

Smal sejr over Vendsyssel

Fantastisk mange mennesker havde valgt at svinge forbi Lollands Bank Arena til onsdagskampen mod Vendsyssel, der oprindeligt var programsat til januar, men altså fremrykket til i dag.
Gæsterne var på heldagsudflugt til Lolland, men trods en dagsrejse i bus og et holdkort med blot 13 spillere, var der ikke noget, der tydede på, at de ville lægge sig ned. Den omvendte kamp i Nordjylland for blot 2 måneder siden blev tabt, så der var revanche på spil, og en sejr var ligeledes påkrævet, hvis TSØ skulle holde trit med topholdene i rækken.

Hjemmeholdet kom fint fra land. Der var god tænding på, fart i spillet, og Sebastian, der lagde fra land i målet, diskede op med flere redninger. Offensivt var det særligt Kristian Lund Vukman, der satte dagsordenen – både som spilfordeler men også som målscorer. Ved stillingen 8–5 efter 11 minutter stod der ”Vuk” ved halvdelen af målene.

Men gæsternes finte- og skudstærke Nicolai Andersen bragte grus i maskineriet. TSØ-defensiven fik slet ikke fat i ham, og han gjorde i store træk, som det passede ham. Han var en overvejende del af årsagen til, at Vendsyssel midtvejs i første halvleg overtog styringen i kampen, og da de bragte sig foran med 11–12 og 11–13, var det den lille, vævre bagspillers mål nummer 7 og 8, og der var kun spillet 23 minutter.

I de sidste fem minutter frem mod pausen blev ondt værre, og TSØ lykkedes ikke med at passere udeholdets Frederik Torp, der nok engang leverede en brandkamp mod os, en eneste gang. Trods en udvisning til gæsternes Rasmus Carlsen var det gæsterne, der med to scoringer lagde yderligere fra og kunne gå til pause foran 13–16.

Trykket og målene fra udeholdet kom stort set alt sammen fra gæsternes fire bagspillere, der delte tiden mellem sig. Men hvis man troede, at busturen og en hård første halvleg havde drænet dem for ressourcer, så måtte man tro om.

Den dårlige start på første halvleg fortsatte desværre i anden. Mens den tidligere TSØ-spiller og færøske landsholdsspiller Kjartan Johansen tog over for udeholdet scoringsmæssigt, var TSØ’s angrebsspil helt uden det sædvanlige tempo og gennembrudskraft. Hvor det burde være gæsterne, der var knappe på ressourcer, lignede det faktisk, at TSØ ikke havde mere i tanken. Fem mål var udeholdet nået i front med, og selvom der var lang tid tilbage at spille – godt 18 minutter – så det svært ud.

Men så hev trænerteamet et værktøj op af værktøjskurven, som ikke har været brugt så meget i sæsonen – der blev spillet 7 mod 6. Det gav i de første par angreb ikke afkast, men da Vukman igen blev skiftet ind, blev der gået mod mål i et tempo, udeholdet havde svært ved at modstå.

I den anden ende blev der nu også lukket ned, og tæt på hvert angreb fra udeholdet mundede ud i afventende passiv spil-kendelse. Modsat første halvleg, hvor udeholdet på frustrerende vis evnede at score på sidste aflevering, kom TSØ nu oftere i boldbesiddelse efter en redning fra August eller en teknisk fejl fra Vendsyssel.

Langsomt blev der halet ind, og ti minutter før tid blev der udlignet til 22–22. Men som så ofte før, når et hold har opnået kontakt, slap TSØ speederen, og det endda i en overtalsperiode – denne blev tabt med to mål, og så var det op ad bakke igen.

Denne sæsons TSØ-hold besidder dog heldigvis en god portion karakter, og i kampens slutfase stemplede vores færinger ind. Først Pauli med en vigtig scoring og så Pætur med tre vaskeægte sliderscoringer fra stregen. Dermed var TSØ igen i front, og der ventede en gyserafslutning med 2 minutter tilbage på uret. Endnu et meget langt Vendsyssel-angreb endte med et meget tvivlsomt straffe, der blev omsat til scoring, og dermed tydede alt på, at der kun var et skud tilbage i bøssen, hvis det skulle blive til to point.

Det var Dines, der fyrede dette sidste skud afsted – på sidste aflevering inden en nøl-kendelse – men i mål gik den, og taget lettede på Lollands Bank Arena. Det gjorde det igen sekunder efter, da Vendsyssel ikke kunne udnytte muligheden for at udligne, og sejren og revanchen dermed var en realitet.

28–27 blev resultatet i en kamp, hvor ikke alt gik som planlagt, men at hente to point så langt bagude og så langt fra momentum er også en præstation.

Man of the Match blev en velspillende Kristian Lund Vukman kåret af Søren og John fra LF Stillads.

Allerede lørdag er der kamp igen, når turen går til Lemvig.

Målscorere for Team Sydhavsøerne

  • Dines Kjeldsgaard – 7
  • Kristian Lund Vukman – 6
  • Frederik Horn – 3
  • Pætur Mikkjalsson – 3
  • Jeppe Villumsen – 2
  • Kasper Manfeldt – 2
  • Lasse Højgaard – 1
  • Pauli Mittún – 1
  • Oskar Hare – 1
  • Niclas Buch – 1
  • Nikolai Falao – 1

Stillinger undervejs

10 min: 7–5
20 min: 10–10
30 min: 13–16
40 min: 15–20
50 min: 22–22
60 min: 28–27