You are currently viewing Udekamp mod Give Håndboldklub

Udekamp mod Give Håndboldklub

Efter en fuldstændig magisk aften i Nykøbing den 22. oktober er vi endelig klar til at spille igen! Truppen har haft en længere pause på grund af landsholdssamling, hvor Pauli og Pætur har repræsenteret det Færøske landshold. Begge fik store roller i kampene mod Holland, Norge og Danmark – en oplevelse, der uden tvivl har givet dem masser af selvtillid og erfaring at tage med hjem. Mens de har været afsted, har resten af truppen arbejdet intenst på at integrere vores to nye spillere, Frederik Horn og Niclas Buch, i vores spilkoncept. Begge har vist sig som stærke tilføjelser, og vi er meget glade for det bidrag, de allerede kommer med – både i duelspillet og i tempoet i angrebet. Det bliver spændende at se dem i aktion, når vi igen skal på banen på lørdag.

Lørdagens værter, Give HK, er oprykkere til 1. division efter en flot sæson i 2. division, hvor de blev nummer to lige efter Fredericia 2. De har dog fået en hård start på livet i 1. division med blot 2 point i 9 kampe. Det skal dog siges, at de har mødt mange tophold i den indledende del af turneringen, og de seneste kampe har vist, at de begynder at finde rytmen.
Selvom Give endnu ikke har hentet sæsonens første sejr, så viste de med uafgjort mod HC Midtjylland, at de på dagen kan udfordre alle hold i rækken. Deres største profil er Emil Pedersen, som med 56 mål er den fjerde mest scorende spiller i 1. division. I målet står Victor Bune, som med en redningsprocent på 29,2 % har leveret stabile præstationer gennem sæsonen.
Give er først og fremmest et solidt kollektiv, ledet af den rutinerede Torben Sørensen – en dygtig træner, der har sat sit præg på klubbens udvikling. Der er ingen tvivl om, at Give vil gøre alt for at jagte sæsonens første sejr på hjemmebane.

For Team Sydhavsøerne er denne kamp ekstra vigtig. Efter nogle skuffende udekampe skal vi tilbage på sporet og have point med hjem fra Jylland. Vi er helt bevidste om, at vi har fået to nye spillere ind, og at det tager lidt tid at få alle detaljer på plads, men vi går ind til kampen som store favoritter – og det ansvar tager både spillere og trænerteamet på sig.

Vi skal ind og angribe kampen langt bedre, end vi gjorde sidst på udebane mod Odder. Vi vil spille med højt tempo, presse Give fra start og dække stenhårdt op. Med tilføjelsen af Horn og Buch har vi fået to ekstra duelstærke spillere, og det åbner op for nye angrebsvarianter, som vi glæder os til at sætte i spil.

Vi ved, at der kommer en bus fra Maribo med vores trofaste fans – og endnu en bus med elever fra KIES. Det betyder enormt meget for os at have jer med på lægterne, når vi skal kæmpe om de to point. Holdet glæder sig til at vise, hvad vi har arbejdet på de seneste uger, og vi lover at komme med alt, hvad vi har, for at tage sejren og de to point med hjem til Sydhavsøerne!

– Nicolai Worsøe, cheftræner.

Udekampen mod Give Håndboldklub bliver spillet 8. november kl. 15.00