You are currently viewing 30-26 sejr på udebane over HC Odense

30-26 sejr på udebane over HC Odense

Team Sydhavsøerne havde svært ved at ryste HC Odense af, men kæmpede sig stille og roligt til en 4-måls sejr på udebane.

De to hold fulgtes pænt i store dele af 1. halvleg og 3-3 blev til 6-6. Nicolaj Neupart vrider rundt, og Oliver Larsen tager over i målet. Han får heldigvis en god start, og har bl.a. to redninger der medfører scoringer i et tomt Odense-mål.

Team Sydhavsøerne begynder at få overtaget, og øger til 9-11 og 11-14. Men HC Odense er ikke sådan at ryste af, og de reducerer til 13-14. TSØ vinder dog de sidste minutter af halvlegen, og scorer til 13-16 i halvlegens sidste sekund.

Anden halvleg begynder med en ny TSØ-scoring, der for første gang i kampen kommer foran med fire. Efter 43 minutter er stillingen 19-23, men Team Sydhavsøerne brænder lidt for meget til at kunne trække fra. En føring på 22-26 blev til 25-27 med 5 minutter igen. TSØ får en udvisning på dette kritiske tidspunkt, men heldigvis bliver der kæmpet godt. Nicolaj Jørgensen erobrer en bold, og scorer til 25-28. De efterfølgende minutter holder Team Sydhavsøernes forsvar stand, og faktisk scorer HC Odense ikke i kampens sidste seks minutter. Nicolaj Jørgensen scorer kampens sidste mål til 26-30, og bliver dermed kampens topscorer med 8 mål.