Det var stort, og det var intenst – hjemme i Spar Nord BOXEN til Lollands-Falsters største håndboldfest i Nykøbing Falster, hvor Team Sydhavsøerne og KIF Kolding tørnede sammen med fuld kraft.
Efter et skuffende nederlag i Odder, hvor Sydhavsøerne hverken fandt skarphed eller stabilitet, var forventningerne til en markant bedre indsats høje – både internt i truppen og hos det forventningsfulde publikum.
KIF Kolding kom til kampen med tre sejre på stribe efter en ellers haltende start på sæsonen. Med det fjerdebedste angreb og forsvar i rækken stillede de med rutinerede profiler som Jens Svane, Cornelius Kragh og ikke mindst Torsten Fries i målet. Sidstnævnte har på det seneste virkelig fundet niveau og været afgørende for holdets medvind. Det er et mandskab med klare ambitioner om oprykning tilbage til Herreligaen.
Ikke færre end 2.775 tilskuere skabte en uforglemmelig stemning og en hjemmebane, hvor alt kunne ske.
TSØ kom skidt fra start, og ondt blev værre allerede efter fire minutter, da Mathias Nicolajsen vred om i knæet og kom slemt til skade efter en angrebsaktion. Omfanget af skaden er i skrivende stund stadig ukendt, men alle omkring holdet føler med den stærke playmaker.
Det virkede som om rutinen i begyndelsen gjorde forskellen. Antallet af ligakampe og erfaringen med at spille foran så mange tilskuere er naturligvis langt højere hos Kolding-holdet, og de scorede mål på samlebånd. TSØ hang kun med nød og næppe på – ikke mindst takket være en af dem, der selv har ligakampe på CV’et: en storspillende Kristian Lund Vukman, der havde besluttet sig for at skyde på mål i dag – og med en kraft, så Torsten Fries slet ikke var i nærheden af de fleste.
I nærheden af afslutningerne var TSØ’s keepere dog heller ikke i første halvleg. Jovist, der var kvalitet i Koldings afslutninger – særligt når Cornelius Kragh åbnede udefra – men både publikum og trænere længtes efter de redninger, der kunne give holdet momentum til at udnytte det fine angrebsspil og slå til på kontra.
Som halvlegen skred frem, fik TSØ bedre fat om kampen. Stillingen 8-12 blev midtvejs i halvlegen vendt til 13-13. Det fik Anders Eggert til at tage timeout, men kort efter lykkedes det også TSØ at bringe sig foran for første gang i kampen – 14-13 efter 20 minutter. Som i en gammel forlystelse i Tivoli gik det op og ned – holdene skiftedes til at have momentum og føringer.
En første halvleg rig på mål og fight, med ligadommere der tillod en del, endte helt lige – 18-18.
Som det har været tilfældet lidt for mange gange i sæsonen, kom TSØ slet ikke godt ud til anden halvleg. Sjusk i angrebet medførte kontrascoringer til udeholdet, og efter blot to minutter var der igen tre mål, der skulle hentes ind.
TSØ hang dog på. Der blev spillet fint bredt, og både Oskar Hare og Lasse Højgaard smed alt, hvad de fik, i kassen. Uden Nicolajsen sled bagspillerne med ressourcerne i en kamp, hvor tempoet konstant blev forceret, og hvor Koldings fysisk stærke forsvarsspillere drænede især Pauli og Vukman for kræfter.
En, der dog ikke virkede træt – og måske skyldte lidt fra første halvleg – var Dines. Med 20 minutter tilbage af kampen meldte venstrehånden sig ind for alvor med afslutninger, som selv Torsten Fries i målet ikke så røgen af. Publikum var imponerede og stemningen var fantastisk.
Det sidste, der manglede, var de efterspurgte redninger – og en straffekastredning fra Sebastian på Kristian Stoklund blev startskuddet til en stærk periode for ham i målet. De nødvendige redninger kom, og da Dines blev ved med at skyde Torsten Fries i sænk, måtte KIF Kolding igen se sig overhalet – 31-30 med seks minutter tilbage.
Et forsøg på 7 mod 6 fra Kolding havde ikke den ønskede effekt, og i stedet trak Team Sydhavsøerne yderligere fra. Drengene var kloge og koldblodige i slutfasen, og de to velspillende fløje, Oskar og Lasse, hamrede de sidste søm i kisten og cementerede en hårdt tilkæmpet, men også velfortjent sejr over oprykningskandidaterne.
Slutresultatet blev 36-33.
For sin stærke afslutning på kampen blev Sebastian Minor kåret til Man of the Match – af Venstre Lolland og Venstre Guldborgsund. På billedet ses Iben Krog, Henrik Høegh-Andersen og Henriette Klingenberg-Nielsen.
Kampen var den sidste for Nakskov-drengen Gustav Murel, der blev hyldet inden kampstart og begavet med blomster fra Jasmin samt en gave fra sin personlige sponsor, Lollands Bank. Tak for en altid helhjertet indsats.
Målscorere for TSØ
- Dines Kjeldsgaard – 9
- Kristian Lund Vukman – 8
- Oskar Hare – 5
- Lasse Højgaard – 5
- Pauli Mittún – 4
- Jeppe Villumsen . 2
- Jeppe Villumsen – 2
- Pætur Mikkjalsson – 1
Stillinger undervejs
10 min. – 5-8
20 min – 13-13
30 min. – 18-18
40 min. – 24-26
50 min. – 28-29
Slut – 36 – 33

